Vores største hjemlige bregne (Pteridium aquilinum) 0,5 - 2 m høj med vidt krybende
jordstængel (rhizom). Ørnebregnen er en kosmopolit, d.v.s. den er meget vidt udbredt over
verden. Faktisk en af de mest spredte planter der har en rod og en overjordisk stængel med
blade og forplantningsorganer (kormofyt). Den vokser i skove, på heder og i krat på mager
morbund. Ofte danner den en tæt bestand i lysåbne egekrat. De kraftigste bestande med op
til 2 meter store blade ses mellem krat. Stænglen kan ikke holde så store blade oprette ved
egen kraft, hvorfor planten søger støtte til anden vegetation.

Planten er lyskrævende og ses derfor i den lukkede højskov næsten kun langs vejene og langs
skovbryn, men kan ved kraftigere hugst brede sig hurtigt. Når man efter renafdrift kan se at
ørnebregnen øger kraftigt på et areal så er det ikke tale om etablering af en ny bestand men
en forøgelse af tætheden af skud af allerede eksisterende planter. Kan man derfor på morbund
iagttage enkelte ørnebregner i skoven før renafdrift er der mulighed for at man kan få et
problem i kulturfasen. Ørnebregnen trives bedst i lyse, åbne omgivelser men overlever uden
vanskelighed en hel omdrift granskov i mørke på stedet. Ved renafdriften har ørnebregnen
allerede en veletableret levende jordstængel hvilket giver planten en konkurrencefordel i
forhold til andre planter på stedet, både de vilde og kulturplanterne. Overgangen til skarpt
sollys klarer ørnebregnen også godt. Den frigjorte næring på arealet optages hurtigt af
ørnebregnen og føres gennem jordstænglen til knopper der vokser op til nye skud. Det er
denne evne at transportere næring gennem den eksisterende jordstængel til nye skud der
opfattes som en spredning af ørnebregnen.

Hver jordstængel kan blive mange meter lang og skyder normalt kun op med et eller to blad
om året. Bladknopperne forbliver gemt i jorden i to år. Først det tredje år skyder bladet op
og visner ned samme år. Roden lagrer næring i form af stivelse som adskillige steder i verden
har været brugt til menneskeføde.

Det er fra Sverige kendt, at der er store vanskeligheder forbundet med fyrretræskulturer hvor
der er ørnebregne. Rødgran klarer sig bedre. Fra Danmark kender vi også problem med at
plante i ørnebregnemor og vanskeligheder med at få planterne til at overleve. Ørnebregne
konkurrerer med andre planter på andre måder end den hurtige start ved lysstilling.
Den hurtige vegetative formering medfører at lyskrævende træarter havner i skygge.
Endvidere er planten giftig over for andre planter. Fra planteriget kendes flere eksempler på
giftighed og når denne rettes mod andre planter taler man om allelopati. Det menes at det er
tale om giftstoffet cyanbrinte (HCN) i gasform. Ørnebregne danner sin egen jordbund -
ørnebregnemor, der både er vanskelig at plante i og et dårligt vækstsubstrat for
kulturplanterne. Selve ørnebregnemoren indeholder efter al sandsynlighed også toksiner
(giftstoffer, se oven), der forhindrer frøspiring og skudstrækning hos f. eks. skovfyr.
Ørnebregnen indeholder flere andre giftige stoffer, hvilket medfører at der er få dyr eller
insekter der spiser ørnebregne.

Den store ørnebregneplante udøver også et rent fysisk problem for kulturtræer på grund
af tryk og spærring ved nedvisning af ørnebregnen. Denne lægger sig som et kraftigt lag
ovenpå kulturplanterne. Her er forskellen mellem rødgran og f. eks skovfyr stor.
Skovfyrren går til men rødgranen formår at arbejde sig op gennem en ørnebregnebestand.

Der er to måder hvormed man kan formindske problemet. For det første kan man spare
overstandere, hvilket giver en mindre lystilgang og dermed færre ørnebregneskud. For det
andet har det vist sig, at ørnebregneproblemet bliver større, hvor kvaset fra renafdriften
får lov til at ligge. Hvor der foretages en rydning af renafdriften vil tætheden af
ørnebregneskud og skuddenes størrelse blive mindre end hvor man efterlader kvas.
Da ørnebregne har en dybtliggende rodstængel overlever den og begunstiges lige frem
af kvasafbrænding. Man bør derfor nøje vurdere fordele og ulemper med kvasafbrænding
hvor ørnebregner er tilstede. Det frarådes at forsøge sig med selvforyngelse i områder
hvor ørnebregne ser ud til at være jævnligt fordelt i området.

Ved nykultur skal man vælge store planter - gerne evt. rødgran, og plante direkte
efter renafdrift.

Op

Kilder:

Danmarks vilde planter, Bd. 2
Kormofyternes Taxonomi, Kaj Larsen
Svenska växter, Kryptogamer, Björn Ursing
SkogsEko, 1/97

Proknus logo står for
kombinationen af
praktik og teori.

Truls Wiberg
Skov- og landskabsingeniør

Mobil:
+45 24 65 88 68

E-mail:

© PROKNUS 2009