Certificering og grønne regnskaber
Skov- og Landskabsingeniør Truls Wiberg, Exam. auditor
I Danmark er der i dag over 1.100 virksomheder der har fået
certifikat for kvalitetsstyring, hvilket gør landet til et af de førende på
området. Til sammenligning er der kun ca. 16 virksomheder der har miljøstyringscertifikat
(BS 7750), se artikel i Skoven 3/95, s. 115).
Det kan forventes, at miljøstyring i de kommende år
kommer at overhale kvalitetsstyring og at man som ansvarlig leder gør klogt i,
at holde sig informeret om såvel lovgivning som tendensen i den offentlige
debat.
Der er flere organer der konkurrerer om markedet for miljøcertificering.
For at gøre forvirringen total er der også tale om flere standarder.
For nylig er Det Norske Veritas blevet akkrediteret til at
certificere virksomheder efter den nye EU-standard for miljøstyring, EMAS
(Eco-Management and Audit Sheme eller på dansk: Den Europæiske Fællesskabsordning
for miljøstyring og Miljørevision).
EMAS ligner BS 7750 men er udvidet med et krav om offentliggørelse af en
detaljeret godkendt miljøredegørelse.
Indenfor det internationale ISO-system kan måske den nye miljøstandard ISO
14000 erstatte BS 7750 indenfor nogle år. FSC er et andet organ der i lighed
med Det Norske Veritas ønsker at godkende miljøstyringssystemer (Forest
Steward Council, se Skoven 3/95 og 6-7/95 s. 244-245 m.fl.).
Noget forenklet kan forskellen mellem kvalitetsstyring og
miljøstyring beskrives ved, at kvalitet er en sag mellem producent og kunde
mens miljø er en sag mellem producent og samfund.
En virksomhed der vil bruge kvalitetsstyring og ønsker at
blive certificeret kan selv (eventuelt i samarbejde med kunder og leverandører)
fastlægge de krav til produktionen der resulterer i et ensartet produkt. To
certificerede virksomheder der producerer det samme produkt har således ikke
nødvendigvis den samme kvalitet på produktet.
Det samme gør sig gældende for miljøstyring.
For at skabe troværdighed omkring miljøstyring /
certificering indenfor f. eks. Skovbruget er det derfor hensigtsmæssigt at
virksomheder, brancheforeninger, interesseorganisationer og myndigheder i
samarbejde forsøger at nå frem til fælles standarder for miljøvenlig
produktion på et internationalt niveau. En sådan enighed har muligvis lange
udsigter. Det behøver dog ikke forhindre den enkelte i, at interessere sig for
kvalitets- og miljøstyring.
For øjeblikket arbejder miljøorganisationer i bl.a.
Sverige på, at få fodfæste for sine egne synspunkter, der omfatter
detaljeregulering af skovbruget.
For miljøbevægelsens del skal man ikke bortse fra, at
interessen for certificering også kan have en økonomisk side, hvor rollen som
certificeringsorgan over for det nordiske skovbrug kan blive en kilde til
indkomst og indflydelse.
Der er tale om flere valgmuligheder: Enten følger
skovbruget helt eller delvis miljøorganisationerne eller så går skovbruget
sine egne veje (F. eks. EMAS eller
ISO-14000).
Hvilke følger får det for dansk skovbrug hvis det i
Norge, Sverige og Finland sker en udstrakt grad af certificering sted? Hvordan påvirker
det f.eks. eksport af cellulose-træ?
Et af nøglebegreberne er sporbarhed. En virksomheds
styresystem skal være sådan opbygget at nuværende og evt. kommende kvalitets-
og miljøproblemer kan identificeres. En sådan registrering kunne formodes at være
ansvarspådragende. Der vil efter en årrække foreligge dokumentation for såvel
sted som forbrugets størrelse af miljøskadelige stoffer i produktionen. Da
denne information skal være offentligt tilgængelig må man forvente forøget
interesse fra det omgivende samfund.
En forudsætning for at lykkes med indførelse af kvalitets-
og miljøstyring er, at alle ansatte har viden om og anerkender
virksomhedens miljømål. Virksomheden skal tilstræbe kontinuerligt mindsket
forbrug i kombination med miljøvenlige løsninger. Dette medfører at
interessen for metodevalg vil øge i og udenfor virksomheden.
Bevidstgørelse om ressourceforbrug er også en vigtig del
af miljøstyring og en måde at opnå dette vil være, at komplettere de
almindelige regnskaber med et egentligt grønt regnskab.
Grønt regnskab?
I maj måned 1995 blev L 135, Lov om ændring af lov om miljøbeskyttelse,
vedtaget af Folketinget. Det indebærer at de såkaldte miljøtunge virksomheder
fremover skal udarbejde et grønt regnskab. Dette udarbejdes for et år ad
gangen og indsendes til tilsynsmyndigheden og til Erhvervs- og
Selskabsstyrelsen.
Nu regnes skovbruget ikke til dem der skal miljøgodkendes
eller til de voldsomt forurenende virksomheder. Tværtimod ser vi os selv som
kernen i det grønne erhverv, og vil gerne opretholde et billede af et
ansvarligt og kun lidet forurenende folkefærd. Alligevel bruger vi hjælpestoffer
i produktionen. Hjælpestoffer omfatter typisk pesticider, gødning, dieselolie,
benzin, smøremidler, hydraulikolie m.v. Det bør være enhver skovbrugers
pligt, at tilstræbe at tillempe Liebig’s minimumslov i en lidt bredere
forstand.
Den tyske kemiker Liebig fremsatte den så
kaldte minimumslov. Denne lov udtrykker, at en organismes vækst er bestemt af
den faktor der findes mindst af i forhold til organismens behov.
Det vil i denne forbindelse sige; det laveste forbrug af hjælpestoffer
hvormed virksomhedens målsætning kan opfyldes.
Ofte anskueliggør vi forbruget pr. år og hektar ved, at sætte
den gennemsnitlige omdriftsalder i relation til ejendommens totalareal og siger
efterfølgende, at det er forsvindende lidt sammenlignet med landbruget. Ja, det
bliver ikke så store tal, men det er vel med hånden på hjertet ikke et
korrekt billede af situationen?
En mere realistisk fremstilling fås ved, at notere sig det
årlige forbrug af sprøjtemidler, gødning m.v. set i forhold til det
behandlede areal.
Nu svinger kulturarealerne eller juletræsproduktionen
meget over årene, hvilket medfører at det kan være svært at sammenligne tal.
Men set over en årrække udjævnes ulighederne. Til gengæld vil der særlig
for pesticidernes del være tale om substitution, hvor et middel udgår af
markedet og forsøges erstattet af et andet eller en anderledes metode. En ændring
af kemikalievalget indebærer ofte
en forandring i dosering, hvilket også bidrager til at vanskeliggøre
sammenligninger.
Substitution af mineralske olieprodukter kan blive en
mulighed, hvis den politiske vilje er tilstede. I dag findes der allerede
vegetabilske olier både til dieselmotorer, hydraulik og smøring samt ”grøn
benzin”. Ingen af produkterne er slået igennem i Danmark endnu. Hovedårsagen
er et dobbeltmoralsk afgiftssystem.
Tekniske problemer med f. eks. hydraulikslangers holdbarhed
har også haft indflydelse. For miljøet vore det ideelt med vand i
hydrauliksystem, men vandet bliver for varmt. Dieselmotorer der kører på
rapsolie har en del problemer med belægninger. Nye tekniske løsninger
tilkommer hele tiden og bidrager gennem formindsket forbrug og sikkerhed til
miljø og produktivitet.
Regneark
En virksomheds grønne regnskab skulle egentlig omfatte det væsentlige
forbrug af energi, vand og råvarer og rester der udsendes til luft (emission),
vand (spildevand) og jord eller som indgår i produkter og affald. Har man lyst
til at prøve miljøstyring uden certificering kan man føre et reduceret grønt
regnskab, som kun medtager de mest belastende hjælpestoffer. Hermed kan man opnå
nogle fordele som ikke fremgår så tydelig i det almindelige regnskab.
Fremgangsmåden er enkel og bygger på rutiner der
alligevel ofte foretages.
Der oprettes en liste i et regneark over hjælpestoffer som
man ønsker at følge i et grønt regnskab. Der oprettes et budget, der omfatter
det skønnede årsforbrug (målt i mængdeenheder) for hvert produkt. Der
registreres for hvert produkt en primo- og en ultimobeholdning. Eventuelle indkøb
og afgang føres løbende under året. En kolonne i regnearket bruges til at
beregne og vise procentuel afvigelse mellem det budgetterede og det realiserede
forbrug.
Ved at sammenligne det kvantitative forbrug med opnåede resultater mellem
skovparter, ejendomme og distrikter kan det fremkalde besparende initiativer
eller alternative fremgangsmåder der tager både økonomiske og miljømæssige
hensyn. Måske kan grønne regnskaber medvirke til en holdningsændring, fra
hvor hjælpestofferne bare er noget der er til rådighed for produktionen, til
noget der skal spares på.
Yderligere en faktor der taler for grønne regnskaber er
vedtagelsen af L 186, Lov om afgift af bekæmpelsesmidler. Herefter vil en
sammenligning med almindelige årsregnskaber fra før lovens ikrafttræden være
misvisende, da afgiftsprocenten for de tre forskellige pesticidgrupper kommer op
på 27, 13 respektive 3 % af den afgiftspligtige værdi. Endvidere vil de heraf
følgende forøgede omkostninger være et incitament til at nedsætte forbruget.
Til det grønne regnskabs fordele hører synliggørelse af
et merforbrug uanset pris- eller afgiftsforandringer, og at det bliver til lidt
af en sport at få nedsat anvendelsen af miljøbelastende stoffer fra år til år.
Noget der både gavner naturen og arbejdsmiljøet. De økonomiske konsekvenser bør
vurderes på lang sigt.
Ret beset er det grønne regnskab en start på at indføre
miljøstyring / miljøledelse i virksomheden.
Provokerende nøgletal
Til sidst kan jeg ikke lade være med at foreslå nogle
provokerende nøgletal til eget brug eller hvorfor ikke ad åre i Dansk
Skovforenings regnskabsanalyser?
”Kilo virksomt stof NN pr. 1.000 juletræer” eller
”Liter olieprodukter pr. m3 råtræ” eller ”Liter olieprodukter
pr. 1.000 kr. omsætning”. Eller hvad med ”Pesticidarealprocent” (årets
pesticidbehandlede areal x 100 / ejendommens totalareal – søer og bygninger
m.v.).
Foretrækker man et mere positivt ord, kunne man
tilsvarende beregne den økologiske arealprocent i stedet!
Frivillighed er som bekendt bedre end tvang og skovens folk
kunne tage en mere aktiv del i styring af miljøspørgsmål. Skulle vi ikke prøve
at gå med den gule / grønne førertrøje i stedet for at lade andre afstikke
dagsordenen for os?
Op
Kilder:
Erhvervs-Bladet
159/95
Skog & Såg, 3/95
Truls Wiberg 1995 Efterskrift: Se
også Direktoratet
for FødevareErhverv
| 
