|
PROKNUS
Databaser - Regneark - Rådgivning - Skovbrug
|
|
|
Chiles nationalparker
Chile har afsat en meget stor del af landet til nationalparker. Forfatteren fortæller her i dagbogsform bl.a. om nogle parker der er relativt lette at besøge. Chile har to store naturfænomener at byde den rejsende på: Vulkaner og jordskælv! Til daglig kan der være mange små skælv der kun mærkes ganske svagt. I gennemsnit er der et alvorlig jordskælv måske hvert tiende år. Chilenerne virker ret hærdede og reagerer meget rolig når vi andre vil flygte ud på gaden. Ved rystelser på ca. 4 på Richter-skalaen blev det stille men ingen rejste sig eller gav udtryk for panik...(Svarer ca. til at en lastbil kør ind i huset!). Udover at man mærker rystelserne, høres knagen fra døre og klirren fra vinduerne og det mest skræmmende - en dyb rumlen som torden fra jordens indre. Det er en meget mærkelig fornemmelse når ens faste referenceramme pludselig viser sig at være plastisk.
En pige bliver skudt i Padre las Casas udenfor Temuco kort tid efter at vi er kørt gennem byen. Overnattede i Melipeuco på et lille udmærket værtshus med ca. 44 sengepladser. 15.000 pesos for en hytte med bad, varmt vand, toilet og brændeovn ved sengen. Hører om Estonias forlis i Østersøen og om byldepest i Berlin! Således kan det også være farlig at blive hjemme! Parque
Nacional Conguillío
28-9-1994
Længere op kan vi se at vi nærmer os trægrænsen og sneen. Selve vulkanen er af strato type som de fleste i Chile. Den er helt blændende hvid og på toppen stiger lidt lys røg op af krateret. Det er med stor respekt som jeg langsomt kører længere og længere ind i vildmarken. Dalen er ved et eller flere tidligere store udbrud blevet fyldt med lava der nu er hård, blågrå med lilla toner, et ugæstfrit underlag at færdes på. Lavaen er tydeligvis kommet i flere omgange for i det fjerne kan man se en lavaflod der er kommet ned ovenpå den som vi i forvejen kører på. Lavaen er standset og størknet med en front der er mange meter høj og i det skarpe lys kaster den høje kant en kulsort skygge foran sig der virker meget dramatisk sammen med den blændende sne. Himmelen er klarblå og det er stille, ikke et andet menneske end os, ikke en fugl, og når bilmotoren er slukket er fornemmelsen ubeskrivelig livsglæde over at man får lov til at med sine øjne og alle sanser opleve verden. Var det bare råd og tid til at få rejse end mere og se hvad Gud har skabt. Inde på lavafladen findes der kun sparsomt med planter. Pludselig står der douglasgran spredt og ensomt i det øde terrain. Jeg tror at nogen for mange år siden har prøvet om det dog ikke kunne være mulighed for at få nogle træer til at gro. De hører ikke hjemme her i en nationalpark og man får være glad for at de ikke trives.
Efter en længere køretur når vi op til Lago Conguillío der ligger ved foden af , vulkanen Llaima. En stor sø med strandbredder af lavasand og omgivet af Araucaria- og Coigüe-skov. Her fandtes fuldvoksen Coigüe der dannede hele bevoksninger. Meget stort stamtal, lukket højskov med tykke træer. Stemningen i halvmørket inde på skovbunden var helt speciel. J.R.R.Tolkien kunne ha været her og blevet inspireret inden han skrev om "Old Forest" eller "Fangorn" - skovene i "Ringenes herre". Her vokser også meget Ñirre der er en anden Notofagus-art. Den findes som underskov under bl.a. Araucaria. Ñirre har en meget smuk gul snylteplante. Af andre arter ser vi Roble, Lenga, Raulí og Mañío. Vi når frem til foden af sneen hvor fortsat bilkørsel ikke længere er mulig. Benzintanken er også nede på halv og der er meget langt mellem blyfrie tankstationer. Tid at vende om. Senere når jeg har set de andre nationalparker kunne jeg have ønsket mig et døgn mere her for det er svindlende kønt.
Melipeuco til Pucón 29-9-1994 Over Cunco, Los Laureles, Villarrica og til Pucón. Meget smukke Roble skove, overdrev i kuperet landskab. Dette område må man ikke snyde sig selv for en smuk forårsdag. Det ligger mellem Los Laureles og Villarrica.
Fra Pucón gjorde vi en udflugt til Lago Carburgua, hvorfra vulkanen Llaima stadig kan ses 50 km væk. Vi så også et vandfald i kold regnskov - Ojos del Carburgua - Carburguas øjne. Her var det et væld af træarter, lianer og fugtig kold luft i den stejle lille dal. Mange mosser og bregner. På vejen fik vi øje på et par strudslignende stor fugle. Vel godt 3/4 m høje. De kaldes ñandú og stammer fra det sydlige Chile. De var ikke særlig sky, den ene kom helt frem til vejkanten og bilen.
Vulkanen Villarrica er med sine 2.840 m lavere end Vulkanen Llaima men den er meget imponerende med sin perfekte stratofacon og røgen der stiger til vejrs. På natten kunne man fra hotelværelset se ildskær fra toppen! Parque Nacional Villarrica 30-9-1994 Bilen gik alvorlig i stykker. Højre forhjul mistede forbindelsen til bilen... Vejene er hårde ved køretøjer. Vi fik af Hertz en alm. pickup der ikke havde 4 WD. Så denne dag var vi nødt til at holde os på de lidt bedre veje. Vi besøgte et vandfald, Salto el León og smukke skove. Her så jeg Manio, Tepa, regnskov, skæglav, små savværker inde i skoven der med vandets hjælp fik lavet lidt strøm til saven. Der var også Raulí der ligner bøg en del. Eller måske mere avnbøg når jeg får tænkt mig om. Her var også Laurel og Arrayán med sin røde stamme.
Parque Nacional Puyehue 1-10-1994 Kørte fra Pucón til Puyehue. Fra den smukke IX region til den X region og til den Valdivianske regnskov. Besøgte Osorno for at købe film. Byen ligner Temuco men ikke lige charmerende.
Overnattede ved Aguas Calientes. Dalen driver af tåge og fugt og mørket lukkede sig hurtig om os. Stedet bliver meget benyttet på grund af de varme kilder og der er tradition for at almindelige chilenere gerne tager på badeferie og slår sig løs med bl. a. øl og vin. Vi fandt vores hytte og en knægt på ca. 16 år hjalp os med bagage og optænding i den meget lille brændeovn. Knægten var forsynet med en stor baton som han bar i hånden. Den var lavet af Luma, det tungeste træart i Chile. Dette slagvåben er meget benyttet til at skabe respekt. Alle vagter er således forsynet med en sådan træ-baton. Nogle er sorte - så ses de dårligere i mørket! Andre er naturfarvede og meget tunge... Da der her tilsyneladende ofte bliver festet lidt rigelig var knægten af sin arbejdsgiver blevet forsynet med batonen og med ordre til at bruge den med fornuft. Tilsyneladende har nærværet af en baton med tilhørende mand - dreng i den anden ende en dæmpende effekt på optøjer her i landet. Mon det har med det tidligere militærdiktatur at gøre? Chilenerne er i hovedsaglig et hoved kortere eller mere end en nordbo og der skal mere til end en baton til at holde vikingernes ætlinger i ro. Så vi skyndte os ned til cafeterian for at om mulig få lidt mad og drikkevarer. Næste morgen kør vi opad i bjergene for at se regnskoven og hvordan den forandrer sig med højden. Dårlige fedtede veje hvor smeltevandet fra sneen gør kørsel vanskelig. En gang imellem ligger der meget store stene på vejbanen. Stenskred er ikke ualmindelige i det meget stejle terrain og masser af nedbør og smeltevand. Glad for at vi atter har en firhjulstrækker at køre i.
Her højest oppe på bjergskråningerne vokser der Lenga i rene bevoksninger. De ligner meget en bøgeskov. På skovbunden en art af dværgcanelo. Denne skovtype var fremherskende øverst oppe i regnskoven. På nedturen forsvinder de rene Lenga bevoksninger og der ses i stedet Manio med mange epifyter og laver. Senere Ulmo og Arrayán der sammen med en art bambus danner et ugennemtrængeligt vildnis. Stakkels skovarbejder der skal fælde et træ hvor de første 5-10 meter af stammen og omgivelserne er helt dækket og indfiltret i bambus. Parque Nacional Alerce Andino 3-10-1994
Efter overnatning i Puerto Varas kørte vi til Puerto Montt og mod øst langs kysten sydpå. Vores mål var Alerce Andino nationalpark på 39.255 ha. der er særligt kendt for at man her som et af de få steder nogenlunde let kan få se Alerce eller Chilean redwood som den også kaldes. På latin hedder den Fitzroya cupressoides og den er medtaget på Washingtonlisten over truede planter. Rødlisten nr. 1. Den må således ikke fældes eller bruges eller eksporteres. Parken er etableret 1982 og mon ikke den er tilkommet efter eksploitering i området. Der er i denne del af Chile ikke Alerceskov tilbage undtaget i denne nationalpark og her kun rigeligt i de højere liggende områder der er meget vanskeligt tilgængelige for skovhugst da bjergsiderne er meget stejle. Selve parken ligger ca. 7 km. fra hovedvejen. Disse 7 km. er et kapitel for sig selv. Enten skal man gå eller så bør bilen være udrustet med 4 wd. Heller ikke med et stort tungt køretøj da de utallige træbroer ikke er overbevisende. Man bør være en habil bilfører uden nerver. Hvor parken starter står Conaf´s personale rede ved bommen og holder rede på hvem der fortsætter ind i vildmarken og vel højest tænkeligt også om de nu kom ud igen! Vejens sidste 2 km er noget bedre indtil vi kommer frem til en gammel lang træbro som jeg efter undersøgelse vover mig over med bilen. To smalle kørebrædder hvor hjulene skal være og så en masse mellemrum mellem de bærende dele med fri udsigt til bunden af blødområdet som broen fører over. Et lille fejl og bilens hjul vil nok fedte mod det slimede træ når hjulene kommer ned mellem bjælkerne. Det viste sig så at det var en bro for langt vi kørte. Min bror siger først bagefter at vagten havde sagt noget om en bro... Lige foran os er vejen forsvundet ned i floden til højre og til venstre rejser sig den fugtige glatte bjergvæg op og forsvinder i trækroner og tåge over vores hoveder. Inde langs klippevæggen er der en lille rest af grusbelagt vej der stadigt klamrer sig til klippen og nede i hullet bruser floden. Der er et enkelt rækværk lavet af knapt tommetykke rafter uden anden funktion end at den markerer hvor grænsen for hvor det frie fald starter.
Jeg har aldrig brudt mig om højder, vare sig Møns klints skrænter eller huller som dette. Vi hanker op i fotoudrustning, regntøj og madpakke og begynder den 3 km lange vandring på bjergstien. Det går til tider lidt stejlt opad og et sted er vej og bro skyllet væk. Turen forsætter opad og langsomt bliver det koldere. På bjergryggene og på træerne der oppe ligger det sne og der er måske 400 m høje bjerge på begge sider af den smalle dal som vil vandrer op i. Det var tydeligt at ude ved kysten fandtes der ikke ret meget skov tilbage og så har man arbejdet sig ind i dalen og fældet og fældet og fældet... Selve vejen var bygget på fældede træer, ofte træer af betydelige dimensioner og masser af dem. Broerne kunne bestå af 6 lag krydslagt tømmer med stenskærver og grus øverst. Man aner faktisk ikke hvad man kører over for man ser slet ikke at det er tømmerkonstruktioner nedenunder. Det ser ud til at man også inden parken fik nationalparkstatus har hugget meget i selve parken. Lidt over halvvejs står der et skilt der viser at der står et Alercetræ der er fredet som et nationalt monument (monumento nacional)
Her får jeg så for første gang i mit liv lov til at røre ved et Alercetræ og gør det med stor fryd. Op til 3.000 år gamle og efterhånden svære at få opleve. Men malurten findes også i verden, der er dybe øksehug som start på forhug i dette smukke eksemplar. Nogen har tændt et bål lige ved siden af træet over dets rødder. Naturbevidsthed lider under trange kår i dette land. Det fortælles at man i et forsøg på at beskytte Alerce ved lov forbød hugst af levende træer. Dette medførte store afbrændinger for at dræbe Alerceskov. Herefter kunne man hugge Alerceskov efter behag. Dette er et godt eksempel på umoden skovlovgivning. I dag kan man i almindelige tømmerhandler stadig købe Alercetræ til døre, badeværelsesskabe m.v. Flere hjem som jeg har besøgt har Alerce i trækonstruktioner eller som køkken eller badeværelse. Træarten er meget vandtålende og rådner ikke, hvilket gør den særdeles velegnet til byggeri. Den er ret sprød og fibrene løsner og flækker let ved forkert brug. Cigarkasser har man også anvendt den til da træet er let. Farven er smukt rød og med en årringsbredde som er noget af det mindste jeg har set. De skelformede nåle ligner cypres men mindre og finere. Højt over vores hoveder kan man se Alerceskov med sne på. Her nede står der kun enkelte mindre træer. Dalbunden er tæt bevokset med Canelo og bambus, Ciruelillo har smukt karminrøde blomster og noget der ligner knopskæl der også er smukt røde under bladekredsen. Foroven sidder der flere blomster samlet. Vi havde desværre ikke tid og heller ikke udstyr til at fortsætte dybere ind i nationalparken. Der er en enestående natur med skove, søer, åer og meget stejle bjergsider og bjergpas som skal passeres - det er ikke lettilgængelig natur. Hermed afsluttedes den sydgående del af rejsen og vi gik tilbage nedad til bilen og vendte den på den meget smalle bjergsti. Tilbage over broen med stor forsigtighed og ud til hovedvejen og videre til Puerto Varas hvor jeg havde bestilt yderligere en overnatning på dette udmærkede hotel, bygget helt i træ. Det anbefales rejsende i Chile, der ønsker at rejse udenfor Santiago, at medtage en transportabel brandalarm. Jeg var ikke tryg ved det store antal brændeovne og træbyggeri overalt. På dette hotel fandt jeg aldeles sort forkullet træ rundt badeværelsets radiatorrør. Her har træet været så langvarigt og kraftigt opvarmet at det var forkullet! Det hævdes at træ kan selvantænde ved temperaturer over 70 grader.
I klart vejr kunne man se de to vulkaner der ligger på den anden side af søen, de ligger på østsiden af Lago Llanquihue. Endelsen -hue betyder plads på Mapuche. I nord ses vulkanen Osorno 2.652 m, og i syd vulkanen Calbuco 2.015 m. Forlader Puerto Varas og kører tilbage til Temuco hvor bilen leveres tilbage inden den korte flyvetur til Santiago. Andre nationalparker Ikke langt fra Lago Carburgua i den IX region ligger Huerquehue nationalpark med laguner, bjerge og skove. En anden seværdighed er Radal de las Siete Tazas eller de syv vandfald i den VII region. Af andre nationalparker kan nævnes Tolhuaca. I den sydligste del af Chile ligger Torres del Paine der er enestående og en del af vores verdensarv. Denne gang var rejsens mål skovbrug og træindustrier og største delen af Chile lå udenfor min rejseroute. Men måske en anden gang... Chile turistinformation Op Forrige Startside Litteraturliste: Bosques
de Chile, Jürgen Rottmann 1988 Truls Wiberg 2001
|
Proknus logo står
for Truls Wiberg E-mail: CVR 16 97 10 73 © PROKNUS 2008 |
